Dagligvarekæden SPAR, der har 121 butikker fordelt over hele landet, skal være endnu stærkere positioneret i forbrugerens bevidsthed.
Både i forhold til kommunikationen af SPAR-brandet, men også i oplevelsen af det produkt, der fremadrettet skal leveres til kunderne i de lokalområder, hvor SPAR typisk er repræsenteret.
Til at opnå det har SPAR valgt Another som leadbureau. Det er sket efter en bureaukonkurrence, hvor en række bureauer her i efteråret har givet deres bud på SPAR’s fremtidige position.
Iflg. Christian Higraff, marketing- og onlinedirektør i Købmandshuset, så var der én grundlæggende årsag til at valget faldt på netop Another som SPAR’s nye leadbureau:
– Another kom med et oplæg, der ramte vores DNA perfekt, samtidig med at platformen har en stærk spændvidde i forhold til at udfolde den integreret på tværs af aktiviteter – fra TV til digital eksekvering.
Skal sikre maksimal synergi
Another er valgt til at varetage en leadbureau-rolle strategisk og kreativt, fordi der samtidig er en række andre samarbejdspartnere på bl.a. tilbudsaviser. Derfor ligger der også en særskilt opgave i forhold til at sikre maksimal synergi på tværs af bureauer.
– Vi glæder os meget til samarbejdet med SPAR. Opgaven er rigtig spændende, da det handler om at skabe en forbedret position i et stærkt konkurrencepræget marked, hvor kampen om hver enkelt kunde er intensiv. Samtidig får vi lov til at sætte os på forsædet som leadbureau – og det er helt klart dér, hvor vi er bedst, siger Morten Hershøj, CEO hos Another.
Samarbejdet er allerede i gang, og det kan forventes, at de første nye tiltag vil kunne ses i starten af det nye år.