”Tiden går – Gjensidige består”, lød det i et slogan fra den norske forsikringskoncern i 1932, hvilket blev støttet af selskabets i dag velkendte vægter-logo.

Gjensidige-koncernen er dog endnu ældre og kan spore rødderne helt tilbage til 1820’erne. Selskabet kom ind på det danske marked ved køb af Fair Forsikring i 2006.

Nu skriver vi 2012, Gjensidige er her stadig, det samme er vægteren, men det er atter – for fjerde gang i de sidste 80 år – blevet tid til at forny logoet og hele selskabets visuelle identitet.

Den grafiske overhaling hænger ifølge Gjensidige sammen med selskabets ambition om at blive det mest kundeorienterede forsikringsselskab i Norden.

– Med det nye logo tager vi det bedste fra vores historie og tilpasser det fremtiden. I tillæg til det nye logo, skaber vi en mere uhøjtidelig og nærværende stil med vores visuelle udtryk, siger Cecilie Ditlev-Simonsen, koncerndirektør i Gjensidige med ansvar for kommunikation, brand og marketing.

Den nye visuelle profil er en del af Gjensidiges mærkevarestrategi og skal bidrage til at formidle, at “vi kender kunden bedst og involverer os mest”.

En moderne vægter?

– Vægteren er et symbol på den moderne forsikringskoncerns fornemste opgave: at skabe tryghed og passe på borgerne. Den nye profil og mærkevaresatsning passer godt til den danske stil og vil bidrage til at styrke Gjensidiges position og synlighed i Danmark, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør, Nordic.

Kommunikationskonceptet ”Det er godt at være forberedt” vil præge Gjensidiges markeds- og kundekommunikation fremover.

– Vi skal vise, at vi er til stede i folks liv både før og efter en skade – gennem skadeforebyggelse, risikostyring, rådgivning, gode forsikringsprodukter og effektive skadebehandlingsprocesser, siger Kim Rud-Petersen.

Den nye profilering starter primo december 2012 og sker i faser. Men allerede under EM i håndbold i Serbien til december vil man kunne se Gjensidiges nye logo på brystet af det norske kvindelige håndboldlandshold.

Det nye logo og den visuelle identitet er udviklet af det norske bureau Dinamo. Forsikringsselskabet vil i løbet af i år og næste år bruge 60 millioner kroner på den nye profil, der omfatter mærkevarestrategi, nyt website/kundeportal og nye skilte i Norge, Sverige og Danmark.

Senere skal den nye profil også rulle ud i de baltiske lande. Du kan se en kort film om Gjensidiges nye visuelle identitet her.