Der er gang i logo-kreativiteten hos de store internationale spillere i den digitale del af verden for tiden.
I juni var det Twitter, der gav sin fugl en visuel overhaling, i august offentliggjorde Microsoft sit nye look, og nu er turen så kommet til verdens største net-markedsplads eBay.
Virksomheden blev født for 17 år siden, og det er første gang, man har valgt at give den visuelle identitet en tur gennem den kreative vridemaskine.
Farverne i det nye logo er fortsat de fire kendte, rød, grøn, blå og gul, men bogstaverne stå nu på linje og hopper ikke længere rundt oven i hinanden, ligesom der er valgt en ny font, Univers Extended.
Flere medier har allerede været i gang med at kommentere det nye logo – mashable.com’s skribent mener, det minder lidt om Microsofts nye i sin stil. Thenextweb.com kalder det en forbedring, men peger på, at det stadig ikke opklarer forvirringen om, hvorvidt virksomheden vil staves ”eBay” eller ”ebay”.
eBay-direktør Devin Wenig siger i en pressemeddelelse om skiftet, at det ikke har været en nem beslutning, men at tidspunktet føltes rigtigt.
Han oplyser videre, at det gamle logo fortsat vil være at finde på eBays hjemmeside frem til medio oktober, hvor det nye så vil tage over.