Det går godt i Danmark, og det har Star Media i Odense valgt at satse på. Forlaget har netop udsendt sit første magasin, der er et livsstilsmagasin henvendt til millionærer – og dem der gerne vil være det.
Titlen er MoneyMaker.
Forlaget har valgt en lidt utraditionel lancerings-stil, idet man har valgt at satse på at sælge abonnementer allerede inden første udgave er trykt frem for at lancere gennem kiosk-distribution.
Denne fremgangsmåde har givet kontant resultat, skriver Star Media i en pressemeddelelse. Første udgave opgives således allerede at give overskud. Senere på året vil MoneyMaker være at finde i kioskerne landet over.
Hver udgave vil bl.a. indeholde test af biler og reportager, der går tæt på millionærerne i Danmark og deres livsstil. MoneyMaker giver naturligvis også konkrete råd til forretningsideer og kontante besparelser, læseren umiddelbart kan drage nytte af – både privat og i erhvervslivet.
Journalist Helle Woersaa er redaktør på MoneyMaker, og hendes opgave er at balancere indholdet, så magasinet bliver lige attraktivt for såvel kvindelige som mandlige læsere.
Den øvrige redaktion består af 6-7 faste skribenter med hvert sit stofområde.
Journalist og medejer af MoneyMaker, Martin Mulvad, siger:
– Vi vil lave et kvalitetsprodukt med højt til loftet. Vi er ikke politisk korrekte, vores mål er at provokere læserne i en positiv retning. Man kan sige, at MoneyMaker starter der, hvor de andre blade holder op – vi tager drømmene alvorligt og hjælper læserne med at realisere dem.