Otte ruller for 25 kroner i Netto. Toiletpapir er i bund og grund ikke typisk det, forbrugerne bruger allermest tid på at gå op i, og da der står mange forskellige mærker på hylderne, gælder det naturligvis om at skille sig ud fra mængden.
Tidligere på året gjorde finske Lambi sig således bemærket med et samarbejde med Copenhagen Fashion Week. Ideen var at promovere en ny serie ”easy-to-open”-toiletpapir, som havde hentet inspiration fra lynlåsen – et gennemgående tema i netop mode- og tøjbranchen.
Og nu vil Lambi så også gøre sig bemærket i mediebranchen: som ”en af Nordens største udgivere”, som det beskedent hedder i en meddelelse fra selskabets PR-bureau.
Små historier – eller sentenser skulle man måske kalde dem – er således indsamlet på Lambis Facebook-side i starten af året, og ud af dem er de 50 trykt på toiletpapir og køkkenruller, som er i butikkerne nu.
– Oplaget i Danmark, Sverige og Norge vil være på cirka 2.700.000 – hvilket gør Lambi til en af Nordens største udgivere, skriver bureauet – ikke uden glimt i øjet.
Kampagnen fortsætter ind i 2013, og lige nu kan man skrive en lille ”kærlighedshistorie” på Lambis Facebook-side , og bliver ens historie udvalgt, kommer den på blødt papir i Danmark, Sverige, Finland og Norge starten af næste år.
Det bløde cellulosepapir kommer således til at lægge ark til små historier som fx denne fra ”Fr. Orakel”:
”Så. Mit knæ sitrede, hvor hun havde kysset det. Ikke på grund af såret. ”Slog du dig andre steder?” Jeg nikkede alvorligt og pegede på mine læber.”
Om toiletpapir og køkkenrulle så er det oplagte sted for store kærlighedserklæringer, kan derimod nok diskuteres. En enkelt bruger på Facebook skriver i hvert fald:
– Hvor meget kærlighedshistorie kan der være over dem hvis man bare vælger at tørre nummi i dem.. Hmm..
Lambi-mærket ejes af finske Metsä Tissue, som er en af Europas største producenter af papir til husholdninger og professionelle brugere. Lambi blev introduceret første gang for forbrugerne i 1962, og sælges i dag i 15 lande. Lambis produkter omsætter for over 100 millioner euro om året.