IPG Mediabrands netværket starter en ny mediebureaukæde, som hedder BPN – Brand Programmering Network.
Det nye mediabureau hører i Danmark under IUM Group, og det vil her blive ledet af Karsten Lange og Niels Christian Skjøth.
Dermed har IPG valgt Danmark som et af de første markeder for det nye bureau, hvilket ifølge en pressemeddelelse skyldes, at IUM er vokset meget de sidste år.
I 2011 steg omsætningen med over 25 procent, og mediebureauet har nu en størrelse, ”hvor IUM ikke bare vil skyde nye grene, men plante et helt nyt træ”, lyder det i pressemeddelelsen.
Håbet er, at BPN kombinerer det bedste fra to verdener: Det skal være tæt på kunderne og have en høj grad af fleksibilitet og handlekraft. Samtidig kan bureauet trække på IUM’s mange kompetencer og udnytte et stort bureaus fordele gennem moderselskabet IUM Group og det internationale netværk IPG.
– IUM er i de seneste år vokset til en størrelse, hvor det er naturligt at udvide med yderligere et bureau. Med etableringen af BPN dækker vi nu markedet med to brands. Ved at udvikle to separate bureauer tror vi, at vi vinder større markedsandel. På lang sigt er vores ambition, at BPN vil vokse til den størrelse som IUM har i dag, lyder det.
BPN starter på basis af et antal bestående kunder og er i pitch omkring de første kunder under BPN navnet. Den daglige ledelse varetages af Karsten Lange, der blandt meget andet tidligere har arbejdet som strategisk medierådgiver for IUM, Commercial Director for Radio 100FM, Det Danske Radiobureau og Radio Soft.
Han bakkes op af Niels Christian Skjøth, der blandt meget andet har arbejdet i JP/Politikens Hus hos Ekstra Bladets annonce-afdeling som mediechef, markedschef og salgschef og været strategisk planner hos reklamebureauet buhl UnLtd (i dag WeLovePeople).