I sidste uge meddelte Lagkagehuset, at kæden med de 36 butikker i Danmark vil ekspandere udenfor landets grænser, og at London bliver første destination for bagerkæden.
Med start i London skal det internationale marked åbnes, men da man fra udenlandske kunder ved, at navnet “Lagkagehuset” er for svært at udtale og forstå, arbejder IDna Group nu sammen med Lagkagehuset for at finde netop det navn, som kan understøtte den kommende internationalisering.
IDna Group har fulgt Lagkagehuset siden Ole Kristoffersen flyttede fra sine oprindelige butikslokaler og ind i lokalerne i Lagkagehuset på Christianshavn, hvortil han fik udviklet en ny, visuel identitet af IDna Group.
Siden fusionerede Kristoffersen med Steen Skallebæk, som var vidt kendt for sit gode brød i det Sønderjyske, og grundet fusionen skulle den visuelle identitet videreudvikles, hvilket IDna Group stod for i 2008.
– Vi er stolte af at have lavet en visuel identitet, der er så stærk, at den har kunne rejse fra et par butikker til 36, siger Per Madsen, kreativ direktør hos IDna Group.
Det, at identiteten nu også skal rejse med på det næste skridt i den forretningsmæssige udvikling af Lagkagehuset, og introduceres til det engelske marked, er Per Madsen i sagens natur begejstret for.