Hvis jeg siger: Inwear, Matinique, Part Two, Cottonfield og Jackpot, hvad tænker du så? Sikkert det samme, som de fleste andre. Nemlig, at her har vi at gøre med danske tøjmærker, der engang lå ”top of mind”, men som i dag har en mere uigennemskuelig profil.
IC Companys står bag 13 tøj-brands. Men det er problemerne i ejerkredsen, og ikke produkterne, der har fået den største opmærksomhed de seneste par år. Det skal være slut nu. 5 af de 13 brands får nu nyt liv på internettet. Og nettet er netop valgt fordi det er det medie, som spås de største ekspansions-muligheder i fremtiden.
De fem tøj-brands: Inwear, Matinique, Jackpot, Cottenfield og Part Two gamle hjemme sider var gammeldags og profil-løse. Ifølge marketing group manager for, Jesper Mathiesen fra IC Companys, har man haft stærke overvejelser om, hvad man skulle gøre i markedet, for at give de fem mærker et betydeligt løft:
– Tendensen i markedet viser, at fashion sites ekspanderer generelt. Og at kvinder er kommet rigtigt godt med, når det handler om internettet. Derfor har vi valgt at positionere de fem mærker med nye og proaktive sites.
E-sense står bag de nye sites, der har tre hovedformål: at vise produkterne på en indbydende måde. At udnytte den store database man allerede har, aktivt. Og at kunne vise forbrugerne hen til butikkerne.
– Men generelt handler det jo selvfølgelig om at puste liv i de forskellige brands. Produkterne er der, men vi har bare ikke gjort nok for at kommunikere det overfor målgrupperne, tilføjer Jesper Mathiesen.
Fremtidige fashion-sites
Der var engang, hvor Inwear og Matinique var meget trendy tøjmærker, men det er mindst 5 år siden. Siden har de, ligesom Cottenfield og Part Two, levet lidt deres eget liv, uden de store kommunikationsmæssige tiltag.
– Vi har at gøre med fem ret så forskellige brands og målgrupper, og derfor også fem forskellige sites. Men fælles for de fem sites er, at her kan man vise hele kollektionen, samt vise produkterne i flere varianter m.v. Nettet åbner også op for forskellige services og events, der kan være med til at knytte kunderne tættere til mærkerne, siger kreativ direktør Morten Kold fra e-sense.
Målet er, at hjemmesiderne bliver udviklet til fashion-sites, med historier, brug af eksperter, men med forskellige profiler. På Inwear og Matinique’s nye sites, der lige er gået i luften, finder man f.eks. shoppingguide, fun stuff og guide til sæsonens trends. På Jackpots hjemmeside, der også lige er blevet aktiveret, får målgruppen f.eks. tilbudet om at blive ”Jackpot-member”.
– Systemet er bygget sådan op, at aktiviteter kan blive brugt på tværs af hjemmesiderne. Vi kan udvikle moduler fra et brand til et andet, og skal altså ikke ud og udvikle ny t, pointerer Morten Kold.
– For os er det nyt at bruge internettet proaktivt. I første omgang vil det handle om at samle reel viden om, hvordan forbrugerne opfører sig på de forskellige tøjmærkers hjemmesider, tilføjer Jesper Mathiesen og uddyber:
– Vi vil kunne udvikle hjemmesiderne i takt med den viden, vi får om vores kunders behov og interesser. Man kan f.eks. godt forestille sig, at kunderne i fremtiden vil kunne købe tøj via hjemmesiden.
Ifølge Jesper Mathiesen vil markedsføringen af de enkelte brands smelte mere og mere sammen med deres nye hjemmesider. Ligesom man i alt offline markedsføring for tøjmærkerne vil blive henvist til hjemmesiderne.
Boks:Engang var Martinique et af de hotte og trendy mærker. Men engang midt i 90’erne, satte nedturen ind. Nu vil Matinique tilbage på tronen, og selv om opsvinget stadig lade r vente på sig, er gejsten og troen på fremtiden og på øgede markedsandele, for første gang i lang tid igen stigende. Det hænger bl.a. sammen med søsætningen af en ny og ambitiøs produkt- og brandingstrategi, der i kombination med en række andre tiltag, som Martinique’s nye site på nettet, skal tilføre ny energi og nerve til brandet.
– Det er nu eller aldrig, hvis brandet skal have chancen for at genvinde, hvad det har tabt i de senere år, konstaterer Martin Falch Rasmussen fra Outcom, der er kommunikationsbureau på opgaven.
Konkret består strategien for revitaliseringen af Matinique-brandet af
følgende elementer:
– Re-positionering af brandet og ”The Matinique Man” som et moderne, urbant, på
én gang afslappet og formelt tøjmærke til de ca. 28-30-årige mænd.
– Udskillelse af den helt ungdommelige og mere yderligtgående stil i et nyt selvstændigt brand, der har fået navnet ERROR.
– Ansættelse af ny chefdesigner (Henrik Kongerslev)
– Ny butiksindretning, ny papirlinje mv. i Matiniques nøglebutikker
– Ansættel se af en egentlig salgschef
– Øget selvstændiggørelse i forhold til IC Companys med mulighed for at organisere produktudvikling, brand-building og salg omkring Matinique-mærket som selvstændig forretningsenhed.
Som prikken over i’et har Matinique sammen med søsterbrandet InWear indgået en
samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater, der bl.a. betyder, at de to brands snart skal levere nye outfits til Det Kongelige Teaters personale, og – som det store scoop – er det Matinique og InWear, der skal holde modeshow i den nye Opera, når der er modeuge i København i midten af februar.