CoWorkers.dk er opstået, fordi deltagerne kunne se flere fordele ved at ”netværke”.
– Som freelancer har vi brug for et netværk, hvor vi kan diskutere fælles problemer og hjælpe hinanden, siger Mogens Nielsen, der er tekstforfatter og talsmand for netværket. Desuden gør et fælles site os mere synlige.
Antallet af coworkere på sitet er p.t. 8. Men der er reelt flere og de kommer på sitet i løbet af sommeren..
– Ikke alle og enhver bliver lukket ind i varmen, fortsætter Mogens Nielsen. Vi ser primært på, hvor meget erfaring og kompetence den enkelte har, både når det gælder håndværk, konceptuel tænkning eller det speciale, vedkommende måske vil koncentrere sig om. Målet er ganske enkelt at samle så mange dygtige mennesker i CoWorkers.dk som muligt. Og det er et fællesskab, hvor vi er sammen om at tage beslutningerne. Vi er ikke forlovet med hinanden eller et traditionelt firma med ledelse, bestyrelse osv. Vi er et slags individualistisk kollektiv, hvor hver enkelt har sin egen forretning. Men selv om vi er en slags anarkister, kan vi godt finde ud af at samarbejde. Både med hinanden og vores kunder.
Indtil nu er der sat fokus på de traditionelle kompetencer som projektledelse ((Morten Jensen og Thomas Kjær) art direction (Gitte Weinold og Peter Allerup) tekst ( Tom Lundquist og Mogens Nielsen), IT (Michel van Steenwijk ) og produktion ( Niels Jørgensen).
De to sidst ankomne i netværket er projektlederne Morten og Thomas. De har netop etableret et fælles set-up under navnet Freeminds.
– Der er andre gode kræfter på vej ind i netværket. Bl.a. AD’eren Anders Bo, der i branchen nok er bedre kendt som Etwas Anders! Men vi har ambitioner om endnu flere strenge på buen. Bl.a. undervisning, hvor nogle af os netop er blevet involveret i et udviklingsprojekt på Aalborg Universitet Det kan branchen måske få glæde af senere. Inden året er omme, har CoWorkers.dk forhåbentligt også helt andre varer på hylderne, f.eks. indenfor virksomheds- og forretningsudvikling. Visioner mangler vi i hvert fald ikke, slutter Mogens Nielsen.