Det nordiske bureaunetværk Brandnordic, der blev etableret i april 2001 og har Scanad Reklamebureau som sin danske del, har vundet budgettet for Nordic Satellite AB, der ejer og driver de tre Sirius-satelliter fra positionerne 5 ° øst og 13 ° vest. Sirius tilbyder kommunikationsløsninger til tv, radio, data, internet og forskellige typer af multimedietjenester i primært Norden og Baltikum.
Det mest synlige resultat af Sirius-satellitternes virke er i dag Viasat’s programudbud, der sendes til de nordiske og baltiske lande. Men perspektiverne for fremtiden rækker videre.
-Alene området inden for digital-tv og mediakonvergens kommer til at byde på mange spændende udfordringer. Sirius-satellitterne kommer til at spille en stor rolle i det spil. Og med vores lokale tilstedeværelse, viden og erfaringer i hele Norden er vi i Brandnordic klar til at tage den markedsføringsmæssige udfordring op, udtaler direktør Robert Rasmussen fra Scanad Reklamebureau.
Brandnordic består af fire uafhængige reklamebureauer: Scanad Reklamebureau i Danmark, Wildell Gruppen i Sverige, Rostra i Norge og Mainoskenttä Group i Finland.