”Levende, fleksibel og billig markedsføring – uden deadlines!”, lover det aalborgensiske firma Cspot, som er gået i luften – eller rettere i byen – med en stribe store multimedieskærme rundt om i landet, hvor forbipasserende kan se nyt om produkter, begivenheder, tilbud osv.
På nyhedssiden er TV2 News og TV2 Lokal valgt som samarbejdspartner. Men ifølge Cspot selv er skærmene især et nyt og billigt alternativ til kendte outdoor-medier.
Adm. direktør Allan Hedegaard siger:
– Ideen er, at det skal være nemt, billigt og tilgængeligt for alle. Man klikker bare ind på vores hjemmeside, opretter sig som bruger og uploader sin kampagne. Og hvis man ikke har et færdigproduceret spot, kan man selv lave et med vores spotbuilder-funktion, uden at det koster noget.
Målet er at være repræsenteret overalt i Danmark. I dag er Cspot til stede i bybilledet i København, Aalborg og Odense. I København har virksomheden i dag 21 aktive skærme, og 81 underskrevne kontrakter med butikker.
Dermed regner Cspot med, at man som minimum har 100 aktive skærme i København inden årets udløb. Aarhus, Kolding og Horsens er også godt på vej.
Tilfreds kunde
Pensionsselskabet PFS, Pension for Selvstændige, der samarbejder med Danica Pension, har benyttet sig af mediet.
– PFS var ude efter en anderledes markedsføringskanal, som gik bredere ud end de traditionelle annoncemedier kunne tilbyde os. Og siden vi startede op på Cspot er vi kommet rigtigt tæt på vores mål. Jeg både tror og håber på, at Cspot bliver i markedet som et godt og effektivt alternativ til de traditionelle medier, siger John Nørholm Bennetsen, der er chefrådgiver hos Danica Pension, ifølge firmaets hjemmeside.