Webbureauet Propeople og design- og kommunikationshuset Bysted har besluttet sig for et tættere strategisk samarbejde og bl.a. har dannet fælles konsortium for at kunne byde ind på Statens Indkøbs aktuelle udbud af webløsninger til ministerier og styrelser.
Den beslutning var tilsyneladende ikke så ringe endda, for konsortiet er efter et EU-udbud netop valgt til at stå for VisitDenmarks digitale tilstedeværelse på Internettet
I alt 28 bureauer bød på opgaven, da VisitDenmark i juli satte en ny version af visitdenmark.com i EU-udbud. Fem virksomheder blev valgt til at give tilbud på opgaven, og det endelige valg er altså nu faldet på Bysted/ProPeople, der i de kommende seks måneder skal arbejde sammen om det nye visitdenmark.com.
Den nye portal udvikles i forlængelse af, at VisitDenmark i år har fået styrket sin marketingorganisation. Derfor bliver den væsentligste opgave for den nye løsning at formidle Danmark og inspirere nye udenlandske turister til at vælge Danmark som feriedestination.
Der er lagt op til et langt mere dynamisk site, der både præsenterer Danmark som rejsemål i billeder og video samt en stærk integration til sociale medier. Desuden vil det samlede site fremover kunne ses i en fuld version særligt tilpasset til smartphones og tablets.
Sitet skal også i fremtiden kunne versioneres til alle VisitDenmarks markeder, og benyttes af de ca. 65 danske turistråd, der i dag findes på den eksisterende visitdenmark.com platform.
– Vi har valgt partnerskabet mellem Bysted og Propeople, da vi tror på, at vi kan få en spændende og fremtidssikret løsning med et site, der tilpasser sig brugerens behov – alt efter hvilken brugssituation og enhed, brugeren tilgår sitet fra, siger Agnete Sylvest Jensen, der er chef for digitale medier i VisitDenmark.
Adm. direktør hos Bysted, Bo Søby Kristensen, og Head of Client Relations Thomas Pedersen fra Propeople glæder sig over den nye spændende opgave og oplyser, at et team på 10 medarbejdere over de kommende måneder skal arbejde med løsningen, så alt er på plads til lancering i maj 2012.