Mobiltelefonen er klar til at blive danskernes nye indholdsmedie, men der mangler viden og gode ideer til kvalitetsindhold på mobilen. Det skal der rådes bod på, når et samarbejde mellem DR, TDC, IT-Universitetet, Københavns Universitet og Danmarks Designskole tager sin begyndelse den 1. januar 2005.
Gennem et Mobilt Ungdomslaboratorium i Ørestaden vil repræsentanter fra partnerne gå i gang med at udvikle attraktive indholdstjenester til de unge mellem 15 og 24 år.
Det er første gang herhjemme, at indholdsudbydere, teleoperatører og det akademiske forskningsmiljø går sammen om en systematisk udvikling af innovative tjenester og indholdskoncepter. Samarbejdet vil sætte fokus på målgruppens brugerbehov og de situationer, hvor de bruger mobilen.
– De nye medier spiller en markant rolle i de unges mediebrug, og det er derfor afgørende, at også public service-medierne er til stede i de unges univers. Vi tror på, at mobilen kan blive et vigtigt redskab til at mobilisere og engagere de unge i samfundsdebatten, siger Sofus Midtgaard fra DR Interaktiv, som er initiativtager til projektet.
Han mener, at initiativtagerne med Det Mobile Ungdomslaboratorium har skabt en unik samarbejdskonstruktion, hvor de kan sætte fokus på udvikling af innovative tjenester, der tager deres udgangspunkt i målgruppen, deres behov og de kontekster, hvor de bruger mobiltelefonen.
Trods navnet får Det Mobile Ungdomslaboratorium fast base i lokaler i det nye IT-Universitet i Ørestaden. Det vil udfolde sig under rammerne af Crossroads Copenhagen, hvis mål er at omdanne Ørestaden i København til et internationalt kraftcenter inden for udvikling af kultur, medier og it. Projektet løber i første omgang over to år, hvor en række forskere fra både akademiske institutioner og de private partnere vil blive permanent tilknyttet Det Mobile Ungdomslaboratorium.