PrimeTime kommunikation skal fremover hjælpe teleselskabet 3 med kommunikationsrådgivning og pressearbejde i forbindelse med virksomhedens kommercielle aktiviteter.

Parterne oplyser, at samarbejdet allerede er godt i gang, idet PrimeTime har stået for pressearbejde omkring 3’s lancering af Netflix i Danmark samt lancering af fri roaming i USA til 3LikeHome konceptet.

Rikke Juul Hansen, Head of PR and Communications hos 3, siger om valget af PR-bureau:

– Vi har valgt at indgå i et fast samarbejde med PrimeTime, fordi de har den nødvendige brede erfaring, og som full-service bureau kan hjælpe os med alt fra strategisk sparring til eksekvering af presseindsatser og arrangementer. Teamet er desuden yderst dedikeret og arbejder professionelt og energisk med opgaverne, hvilket er en fornøjelse.

Også hos PrimeTime Kommunikation glæder man sig naturligt nok over samarbejdet med 3, siger direktør og partner Maria Rasmussen:

– 3 er en meget spændende kunde for os. Udover at være en af de større spillere på telemarkedet i Danmark, er 3 en virksomhed med et stærkt brand, som ikke er bange for at iværksætte kreative kampagner med kant. 3 har gennem de senere år været igennem en spændende udvikling, og vi glæder os til at være en del af den i fremtiden.

PrimeTime Kommunikation er grundlagt i 2001 og tæller i dag 28 medarbejdere. Bureauet har siden 2011 været partner i det globale netværk Worldcom Public Relations Group.