Enkelte steder i medierne har der været frembragt rumlerier om, at de såkaldte reality-shows allerede nu har fremtiden bag sig. Et af argumenterne har været en fiasko hos et tysk tv-selskab.

Spørgsmålet er dog, om en fiasko er lig med et genre-problem eller blot er udtryk for et enkelt koncepts problem. Budskabet ser da heller ikke ud til at have fundet fodfæste. I hvert fald ikke hos TvDanmark, som her midt i Big Brother succesen nu overvejer, om det amerikanske koncept Temptation Island skal på program-planerne til efteråret. Det vil så i givet fald komme til at ske i direkte konkurrence med TV3-succesen Robinson, som skal køre igen til efteråret.

Muligheden opstår i gennem et nyt joint venture mellem det amerikanske selskab Fox og TvDanmarks moderselskab SBS. De to selskaber har besluttet at stifte et fælles produktions-selskab for Nordeuropa, og første opgave for selskabet bliver at producere Temptations Island til tre markeder.

– Vi har endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt eller hvornår vi vil producere en dansk udgave af Temptation Island. Men formatet er klart blandt de muligheder, vi overvejer til efterårets programplan, siger adm. dir. Jesper Sehested Lund, TvDanmark.

Samarbejdet giver SBS, der driver tv-stationer i ni europæiske lande, adgang til formater fra Fox’s studier og netværk.

– Samarbejdet mellem SBS og Fox åbner en lang række nye muligheder for TvDanmark. Det er endnu for tidligt at være alt for konkret. Men i støbeskeen er en lang række nye formater, som vi i fremtiden vil kunne tilbyde TvDanmarks seere, siger Jesper Sehested Lund. fin