De er modige i Nordisk Film TV. For selvom hverken Baren eller Temptation Island i øjeblikket scorer de højeste seertal, så vover Nordisk Film TV at sætte et nyt realityformat i søen. Til gengæld er de ude i noget langt mere folkeligt – nemlig fodbold.
Kort fortalt går programformatet ud på at følge et hold helt almindelige danskere spille på et serie 6-hold i Danmarks turneringen. Og det både før, under og efter træning. Ikke noget med indespærring i huse eller på banen – og på den måde er programmet en kombination af reality-tv, doku-soap og klassisk reportage-tv.
Idéen kommer fra Nordisk Film TV Norge og er siden udviklet yderligere af de øvrige selskaber i Norden. Nordisk Film TV forventer at projektet rammer de nordiske tv-stationer i foråret 2003, men har endnu ikke lavet konkrete aftaler med en tv-station.
– Grundlæggende er alle kanaler inde i billedet, og vi har indledt nogle drøftelser. Det er desuden op til den enkelte tv-station at bestemme det endelige format – altså om det bliver sendt over flere aftner i ugen eller koncentreret på en enkelt aften, fortæller Nordisk Film TVs pressechef Henrik Harring Jørgensen. Han fremhæver, at målgruppen går fra gymnasieelev til parcelhus, og at seerne skal involveres i højere grad end i andre reality-koncepter.
– Men man kan kun blive stemt fra banen til bænken, tilføjer han.
Lanceringen af det nye fodboldrealityshow vil også først blive tilrettelagt i samarbejde med den valgte tv-station. cnb