Danskernes dagsrytme på internettet kan fra i dag ses hos FDIM (Foreningen af Danske Interaktive Medier).
Foreningen har nemlig lanceret en ny opgørelse af internettrafik, som lyder navnet Real-time og som gør det muligt at følge med i udviklingen på de største danske hjemmesiden.
Tallene bygger på løbende estimater for antallet af brugere, besøg og sidevisninger, og opgørelsen udføres af Gemius på baggrund af deres månedlige opgørelse af Brugertallene.
At der er tale om et estimat skyldes ifølge FDIM, at det ikke er muligt at udregne præcise brugertal løbende.
– Real-time er et redskab, der giver specielt redaktionelle medarbejdere på medierne mulighed for at følge trafikken på deres medier dagen i gennem. Det er meget værdifuldt ikke mindst, når der er store nyheder eller begivenheder i gang. Derfor har vi arbejdet på at kunne tilbyde netop denne mulighed, som vi forventer, bliver populært blandt vores medlemmer, siger Christian Peytz, formand for FDIM.
Opgørelsen vil desuden være attraktiv for mediabureauer og annoncører i forbindelse med medieplanlægning, da det nu er muligt at se ikke alene, hvor mange og hvilke typer brugere som benytter en given hjemmeside men også hvornår time for time og dag for dag.
Som udgangspunkt vil Real-time-tallene være tilgængelige fire uger tilbage i tiden, men det er målet også at kunne tilbyde ældre tal.
For ikke-medlemmer af FDIM er der en opgørelse tilgængelig for de 10 ”største”, hvor medlemmer har adgang til tal for alle opgjorte sites.

Real-time findes på FDIM’s hjemmeside.
sm