Texas og ni andre amerikanske stater sagsøger nu søge- og annoncegiganten Google, der beskyldes for konkurrenceforvridende adfærd på det digitale annoncemarked.

Sagsanlægget blev blandt andet præsenteret af Texas’ Attorney General, Ken Paxton, i en video på Twitter 16. december.

I sagsanlægget lyder det, at Google ”bruger sin magtfulde stilling i alle niveauer på markederne for online bannere til ulovligt at udelukke konkurrence”.

– Det er ikke retfærdigt, at Google i realiteten har elimineret konkurrenterne og kronet sig selv som lederen af online reklamer, siger Ken Paxton i den omtalte video.

Han fortsætter:

– Lad mig sige det således: Hvis det frie marked var en baseball-kamp, så har Google positioneret sig selv som såvel pitcheren (ham der kaster bolden, red.), batteren (ham der forsøger at slå til bolden, red.) og dommeren.

Masser af retssager venter

Sagsanlægget mod Google, der udover Texas kommer fra staterne Arkansas, Indiana, Kentucky, Missouri, Mississippi, South Dakota, North Dakota, Utah og Idaho, er ifølge nyhedsbureauet Reuters det andet store søgsmål fra amerikanske reguleringsmyndigheder mod Google.

Det er desuden det fjerde i en serie af søgsmål på føderalt- og statsniveau i USA, der alle har som mål at stække de store tech-platformes påståede ”dårlige opførsel” på markederne.

Tidligere har EU og flere europæiske lande også lagt sag an mod Google for at misbruge sin dominerende stilling, hvilket blandt andet resulterede i en bøde på 11 milliarder kroner fra EU i marts 2019.

Desuden har flere medier, heriblandt Genius Media Group og The Nation, ifølge Reuters også lagt sagt an mod Google for misbrug af selskabets markedsposition.

Medierne mener, at de har mistet omsætning på grund af dette, og de kræver, at Google – med henvisning til USA’s anti-monopol-lovgivning – skal tvinges til at skille sig af med dele af sin annonceforretning for at skabe bedre konkurrence på markedet.

Beskyldes for at samarbejde med Facebook

Af søgsmålet fra Texas og de ni andre amerikanske stater fremgår det, at dommeren bedes om at tage stilling til, om Google forbryder sig mod anti-monopol-loven, og derefter tvinge Google til at stoppe adfærden.

Mere præcist beskyldes Google for at misbruge sin stilling på det digitale annoncemarked ved eksempelvis at lade sig selv vinde reklame-auktioner på det i vid udstrækning automatiserede marked for bannerannoncer, selvom andre byder højere, ligesom Google beskyldes for at kræve overpriser.

Derudover beskyldes Google for at samarbejde med Facebook.

– Som interne Google-dokumenter afslører, så har Google forsøgt at eliminere konkurrencen og har gjort dette via flere eksklusionstaktikker, heriblandt en ulovlig aftale med Facebook, der er selskabets største konkurrencemæssige trussel, lyder det i sagsanlægget.

Google afviser, ifølge Reuters, beskyldningerne som ubegrundede, mens Facebook endnu ikke officielt har forholdt sig til anklagerne.

Google sidder sammen med Facebook på størstedelen af det digitale annoncemarked såvel globalt som i USA, hvor de to giganter til sammen, ifølge analysehuset eMarketer, sidder på over 60 procent af markedet.