Det skal være sjovere at være målgruppe – og den målsætning vil det nye selskab Springfield nå, ved at skabe kommerciel underholdning.
Selskabet vil udvikle koncepter for danske og udenlandske brands og virksomheder, der bryder med de konventionelle kommunikationsformer og skaber større oplevelser for målgruppen og merværdi for brandet.
– Brands skal i dag kommunikere deres budskaber på en langt mere underholdende og involverende måde end nogensinde før. Målgruppernes anvendelse af medier, kanaler og indhold ændres og kommunikationen skal formes på deres præmisser, siger administrerende direktør og stifter Lars Gjøls-Andersen.
Selskabet udspringer af CO+TV, som i mere en tre år har udviklet branded entertainment-koncepter, som eksempelvis ”
Aquadorable – Natural Beauty Contest”.
– Vores koncepter skaber positive links mellem brand og målgruppe – og denne forbindelse må gerne være ligeså elektrisk som en forelskelse. Modtageren skal engageres og få lyst til at vende tilbage til brandets univers igen og igen. Metoden kan være alt fra en interaktiv drama-serie, et underholdende tv-program eller et kreativt web-community, siger kreativ direktør og medejer Martin Garde Abildgaard.
Springfield skal i løbet af foråret 2009 lancere et større interaktivt koncept for et internationalt brand i tre europæiske lande – men ønsker endnu ikke at sætte navn på brandet.