Først var det Coop med ca. 400 millioner tilbudsaviser årligt. I går kom så meddelelsen om, at SuperBest også flytter distributionen af sine tilbudsaviser fra Forbrugerkontakt til Post Danmark. Her drejer det sig om i alt 75-80 millioner aviser om året.
Og i dag kan så Dagrofa-kæden Spar bekræfte, at de også flytter distributionen til Post Danmark. Her er der dog “kun” tale om 30-35 millioner om året. Alt i alt er det således nu lykkedes for Post Danmark at flytte over en halv milliard tryksager fra Forbrugerkontakt. I forvejen varetog Post Danmark distributionen af knap en milliard tryksager, så mængden er nu øget med ca. 50 pct.
Adm. dir. Brian Mollerup, Spar begrunder flytningen med, at distributionen nu bliver mere stabil end tidligere.
– Det har for os ikke alene været et pris-spørgsmål. Vi får en anden distribution end tidligere og en bedre dækning. Der bliver også bedre muligheder for at få en tilbudsavis frem til en forbruger allerede dagen efter, hvis leveringen er fejlet i første omgang, siger Brian Mollerup, som dermed er meget på linje med begrundelserne hos Coop for at skifte. Også her blev Post Danmarks distributions-net betegnet som mere kvalitativt end Forbrugerkontakts.
Men trods den højere kvalitet er Post Danmark hidtil alligevel ikke kommet i betragtning.
– Deres prisforlangender har været helt ude af proportion med, hvad markedet ville betale. Nu har de fundet en anden regnemaskine frem, siger Brian Mollerup. fin