Den knapt et år gamle lyd-samtale app Clubhouse er blevet downloadet otte millioner gange, og over halvdelen af disse har fundet sted siden 1. februar.

Det viser nye tal fra analyse- og mobil data-selskabet App Annie, der vurderer, at den voldsomme vækst blandt andet hænger sammen med, at højprofilerede personer som Tesla- og SpaceX-stifteren, Elon Musk, og Facebooks CEO, Mark Zuckerberg, har deltaget i samtaler på det nye, sociale medie.

Og selvom app’en har et snert af eksklusivitet over sig, da den foreløbig kun er for inviterede og kun kan downloades til Apple-enheder, så bør virksomheder og brands interessere sig for Clubhouse, mener selvstændig konsulent og SoMe-ekspert Jan Christiansen.

– Umiddelbart er Clubhouse absolut kun på baby-stadiet, men den har stort potentiale, og det skal blive sjovt at være en aktiv del af fremover, siger han.

Hvad er Clubhouse?

Clubhouse blev lanceret i april 2020, og kort efter kaldte  The New York Times appen for ”The Hot New Thing in Clubby Silicon Valley”,

I Clubhouse mødes brugerne til samtaler og diskussioner i forskellige rum, hvor man både kan lytte med og selv deltage aktivt, hvis man rækker hånden op.

Det er med andre ord tale om en slags ”digitalt klubhus”, hvor samtalerne foregår live og ikke kan afspilles igen senere.

Samtalerne på Clubhouse handler om stort set alt mellem himmel og jord, og man kan ikke – som på andre sociale medier – chatte eller poste billeder og videoer.

Jan Christiansen, selvstændig konsulent og SoMe-ekspert. Foto: PR

– Det nye format kan noget og leverer en helt anden intimitet i positiv forstand, end vi er vant til, siger Jan Christiansen.

Han fortsætter:

– Det er eksempelvis en oplagt mulighed for at skabe et fortroligt rum, det kunne være et patientforum, hvor særligt inviterede kan diskutere følsomme emner som sundhed og personlige udfordringer, men dette er bare en af mange muligheder for virksomheder og brands.

App’en bruges i øjeblikket især af personer fra tech-branchen og ”den kreative klasse”, der også er i fuld gang med at teste Clubhouse af for at finde ud af, om – og hvordan – platformen kan bruges til branding af virksomheder.

En sådan samtale – modereret af Jan Christiansen – fandt sted onsdag 17. februar, hvor de kommercielle muligheder på Clubhouse blev diskuteret.

– Vi var over 60 mennesker samlet samtidig, hvor alle havde mulighed for at komme med input. Der var mange gode forslag, også til de mere kulturelle aktører, hvor der blev fortalt om musikere, som jammede sammen med fans, og sågar om bands, der launchede deres musik på Clubhouse, siger Jan Christiansen.

Stort potentiale, men…

Ved diskussionen stod det klart, at mange kunne se et stort potentiale for brugen af Clubhouse i forbindelse med Influencer Marketing og ikke mindst som en slags ”digital forlængelse” af eksempelvis konferencer og debatarrangementer.

– I disse corona-tider havner vi alle i mange webinarer og andre videokonferencer. Derfor blev der foreslået, at man efter et fedt webinar godt kan havne i lidt af et vakuum, fordi man normalt lige mingler lidt live. Nu er man overladt til sig selv og sine noter, siger Jan Christiansen.

Han fortsætter:

– Med Clubhouse kan man lave et virtuelt afterparty og tale om det fede og brugbare fra konferencen. Dertil er der naturligvis en lang række kommercielle muligheder, der minder om dem, vi kender fra samarbejdet med influencers.

Der var ved Clubhouse-samtalen 17. februar også enighed om, at Clubhouse overordnet set ”bare” er en ny platform, der skal tænkes ind i mediestrategien, og at man nok skal være forsigtig med at flytte alt for mange aktiviteter derover, så længe app’en er invite-only og kun kan downloades til Apple-enheder.