TulipM er et anderledes telefonselskab. Det står klart allerede efter 5 sekunder, da jeg møder selskabets administrerende direktør i de splinternye kontorlokaler tæt på Nørreport i København. Gurtaj Singh Padda er, som navnet antyder, ikke af dansk oprindelse, men født i Singapore af indiske forældre og opvokset som sikh. Med sin turban og fuldskæg ligner han ikke en typisk dansker, og det agter han at bruge aktivt i sit forsøg på at trænge ind på det meget konkurrencebetonede danske telefonmarked.

Den hårde konkurrence

– Jeg ser anderledes ud, og det er mine produkter også, siger Gurtaj Singh Padda med et stort smil, da han byder velkommen til en snak om TulipM. En snak, d er skal overbevise journalisten om, at TulipM kan gøre sig i den benhårde konkurrence med den endeløse række af konkurrenter. Fra de store operatører, som TDC, Telia, Sonofon over succesfulde Telmore, CBB og Tele 2 til superspenderen 3. For ikke at tale om underskoven af mindre selskaber, som Lebara, Debitel, Unotel, M1, og hvad de ellers hedder. Der er med andre ord alle muligheder for at fejle, når man går ind i telebranchen, så hvor får Gurtaj Singh Padda modet fra? Hvorfor har han boet i Danmark siden marts måned for at starte TulipM, hvorfor er Danmark første land i en global lanceringsstrategi, og hvad regner investorerne fra Cypern egentlig med at få ud af investeringen?
– M står for Magi, Mobil og Maverick, og det er både vores produkter og vores marketing. Det er de nødt til at være, fastslår Gurtaj Singh Padda, som godt er klar over, at opgaven med at blive succesfuld i Danmark ikke er let.

Lokaltakst, når du rejser

TulipM vil både konkurrere på mobil- og fastnet-telefoni. Ikke ved at blive teleoperatør med eget netværk, men ved at levere nogle superbe produkter på TDC’s allerede eksisterende platform og ved at bruge internettet kreativt. Ideen bag TulipM er – udover at være konkurrencedygtige på prisen, at kunderne skal kunne ringe til lokaltakst, når de rejser. For mobiltelefoner betyder det, at det er slut med dyre roamingaftaler, når mobilen bruges i udlandet. De billige mobilsamtaler fås med et nyt SIM-kort, som automatisk router samtalen til et lokalt opkaldspunkt i det pågældende land.
Det revolutionerende ved TulipM’s fastnettelefoni er, at din fastnettelefon bliver mobil. Hvis du rejser til New York, kan du via TulipM’s SIP-boks ringe fra dit eget fastnetnummer til lokaltakst. Det kræver kun, at der er adgang til bredbånd, der hvor du befinder dig.
– En mobil fastnet-telefon, som du kan tage med overalt i verden, er et stærkt produkt. Du kan ringe hjem, men dine venner kan også komme i kontakt med dig ved at ringe på dit lokale danske nummer, forklarer Gurtaj Singh Padda og viser mig d en firkantede sorte boks, som skal bruges til at gøre din hjemmetelefon mobil.

Danmark første land i verden

TulipM har store planer om at blive globale spillere på telefonmarkedet. Danmark er udvalgt som testmarked, og netop i denne uge lancerer TulipM deres SIP-boks. I næste måned følger Sverige, derefter Norge, Tyskland og Benelux. Og hvis alt går efter planen, så skal USA besejres til næste sommer. Det er ikke tilfældigt, at Danmark er det første land i verden. Gurtaj Singh Padda, som har arbejdet i IT og telebranchen de sidste 15 år, har analyseret markedet – og så elsker han dansk design – har samlet på B&O produkter i 15 år:
– Vores fastnettelefoni er afhængig af, at kunderne har bredbånd i hjemmet, og det har danskerne i stort tal. Derudover er danskerne de hurtigste i verden til at adaptere ny teknologi. I er skeptiske og nysgerrige, og ikke stigmatiseret af religion eller sociale grænser, som for eksempel mine landsmænd inderne. Endelig er I et af de mest berejste folkefærd, og netop på rej ser er mine produkter særlig gode, siger Gurtaj Singh Padda overbevisende om de strategiske grunde til, at en sikh fra Singapore har valgt at bruge måneder på at starte en forretning i Danmark. Selv om de strategiske overvejelser er rigtige, så tvivler teleeksperten John Strand fra Strand Consult på, at TulipM har den power, det kræver, at blive succesfuld på det danske marked.
– TulipM er en af mange, som vil ind i markedet. Det store spørgsmål bliver, om han kan få nok kunder til at skabe en bæredygtig forretning. Det er et ekstremt konkurrencebetonet marked, hvor de store kan løbe zigzag rundt om ham. De første 5.000 kunder er lette at få, de næste 5.000 er lidt sværere, og så bliver det rigtig svært. Jeg tror, at der skal være mindst 100.000 kunder før det bliver profitabelt. Da TulipM køber sig ind hos de store operatører, så bliver opgaven først og fremmest en salgs- og marketingopgave, som det bliver spændende at følge, siger John Strand til Markedsføring.

Guerillamarke dsføring

Hvorvidt TulipM har poweren og budgetterne til at gøre sig gældende på et marked med meget store marketingbudgetter, kan kun tiden vise. Gurtaj Singh Padda indrømmer gerne, at han ikke vil gå i infight med de store på tv og i bladene. Guerilla-markedsføring, loyalitetsprogrammer og alternative salgskanaler bliver hans modtræk til konkurrenternes store budgetter:
–. Der er ingen tvivl om, at jeg skal tænke radikalt anderledes for at gøre mig gældende. Jeg er en lille spiller på markedet, og jeg skal både være ydmyg og smartere, tilstår han til Markedsføring.
Et af tiltagene, som han allerede vil løfte sløret for nu, er et loyalitetsprogram, som belønner de loyale kunder, der bliver hos TulipM i seks måneder og ringer for minimum 200 kroner om måneden, med en gratis billet til New York. Optimismen fejler ingenting, han har allerede købt 120.000 billetter af flyselskaberne.
Et andet tiltag er, hvad han kalder guerilla-marketing. Events, konkurrencer og spil skal give TulipM masser af omtale. En vig tig spiller i den gratis PR bliver en sjov internetsite, HYPERLINK “http://www.gurtaj.dkwww.gurtaj.dk , hvor der blandt andet gøres grin med hans sikh-baggrund: ”Sikh jokes” og ”You sikh and you shall find”. Også den indiske Simpsons-figur APU indgår i markedsføringen.
Endelig så vil Gurtaj Singh Padda bruge underskoven af indvandrerkiosker og damefrisører, som utraditionelle sælgerkorps.
– Jeg er som en myg for TDC og Telia. Men jeg er allerede i deres blod – som malaria, og om et år vil de få de første rysteture. Jeg er som en parasit, og jeg er besluttet på at blive på det danske marked. Indtil videre har jeg penge til de første 18 måneder, siger Gurtaj Singh Padda, som ser den danske lancering, som første step i en global erobring, der gerne skulle betyde en børsnotering for TulipM om tre år.


Den magiske SIP-boks giver dig mobilt fastnet-telefoni. Hvis du for eksempel ringer fra New York kan du via TulipM’s SIP-boks ringe fra dit eget fastnetnummer til lokaltakst