Et nyt bureau med fokus på trade marketing og promotion har set dagens lys. Og det har fået en flyvende start ved med det samme at kunne sætte Coca Cola på kundelisten.
Bureauet bærer navnet TradeLab og det er stiftet af Pernille Arnt sammen med Charlotte Wandorf, der tidligere har været direktør for Leo Direct/Sales. I dag er hun i gang med et ambitiøst forsknings-projekt, der skal give ny viden om relationer, og det sker i regi af RelationLab, som Charlotte Wandorf ejer sammen med relationsbureauet Sepia Proximity. Det er RelationLab, der ejer 50 pct. af TradeLab.
Pernille Arnt har en årelang erfaring inden for trade marketing – bl.a. fra Carlsberg, Lintas og Hasbro.
I første omgang vil firmaet have til huse hos Sepia i St. Kongensgade, og desuden trække på kreative kræfter hos Sepia.
– Men ret hurtigt skal vi have gang i free-lance netværket. Vi ved hvem der for alvor forstår og kan trade marketing, siger Charlotte Wandorf. Pernille Arnt bliver direktør og den primære kraft i bureauet.
– Vi kommer til at arbejde meget med de synergier, der er mellem direct marketing og trade marketing. Pernille er en af de mest erfarne på trade marketing, og jeg har min erfaring bl.a. fra Leo Direct/Sales, hvor vi også netop arbejdede med både DM og trade, siger Charlotte Wandorf. fin