Truslen fra fjender i cyberspace er aktuel og forsvinder ikke, medmindre virksomheder og regeringen i USA arbejder sammen om at bekæmpe den.

Det er den amerikanske præsident Barack Obamas overordnede budskab, når han fredag præsenterer en bekendtgørelse, der opfordrer firmaer til at dele deres viden med hinanden.

Det er Michael Daniel, koordinator for cybersikkerhed i Det Hvide Hus, der oplyser om Obamas kommende træk, som har til hensigt at skyde gang i oprettelsen af “informationsdeling og analyseorganisationer” i den private sektor – de såkaldte Isao.

Her er det meningen, at firmaer deler oplysninger om cybertrusler med hinanden og med Homeland Security, der står for den nationale sikkerhed i USA.

Præsident Obama har i længere tid varslet, at han i løbet af sin sidste tid som præsident vil have Kongressen til at vedtage love, der imødegår en voksende trussel i cyberspace mod USA’s sikkerhed.

Truslen udgøres ifølge Obama af hackerangreb, identitetstyveri og læk af fortrolige informationer. Det sagde han blandt andet i sin State of The Union tale i januar.

/ritzau/