Den amerikanske præsident, Barack Obama, mindes Apples afdøde stifter og tidligere topchef Steve Jobs og kalder ham en af USA’s ”største opfindere”.
Steve Jobs døde onsdag eftermiddag amerikansk vestkysttid efter længere tids sygdom. Han blev 56 år gammel.
Obama siger, at det er passende, at mange mennesker hører om Jobs død på et af de digitale apparater, som han har opfundet.
– Han ændrede vore liv, omdannede hele industrier og opnåede en af de mest sjældne ting i menneskets historie: Han ændrede den måde hver af os ser verden, skriver Obama i en meddelelse.
– Ved at bygge et af verdens mest succesfulde selskaber ud af sin garage eksemplificerede han ånden i amerikansk opfindsomhed, skriver præsidenten.
Obama mødte Jobs i februar under en middag med en række fremtrædende it-folk. På det tidspunkt var den daværende Apple-chef på sygeorlov.
Præsidenten krediterer Jobs for at have ledet den digitale revolution.
– Ved at gøre computere personlige og ved at lægge internettet i vores lommer, gjorde han informationsrevolutionen ikke bare tilgængelig, men intuitiv og sjov, siger Obama.