Økonomien var det altoverskyggende emne i Barack Obamas tale til nationen torsdag nat. Præsidenten erklærede som noget af det første, at jobskabelse er det vigtigste emne i 2010. Præsidenten forklarede, at den økonomiske stimuluspakke, som hans administration gennemførte i foråret 2009, kommer til at skabe 1,5 millioner job i løbet af 2010. Og den har bevaret to millioner i arbejde under krisen. Obama vil derudover tage 30 milliarder dollar (omkring 160 mia. kr.), der er blevet tilbagebetalt i forbindelse med hjælpepakken til landets banker, og bruge dem til at sikre lån til små erhvervsdrivende. Præsidenten sagde også, at han vil fordoble USA’s eksport over fem år. Det skal ske ved skabelse af nye job i sektorer som blandt andet vedvarende energi. Barack Obama henvendte sig til Kongressen, der arbejder på ny lovgivning for den amerikanske finanssektor. Han advarede mod, at man sender en slap lov til underskrivelse hos ham. Den bliver nemlig sendt tilbage, lød det fra Det Hvide Hus. Den amerikanske stat skal føre an i anstrengelserne på at få styr på det enorme budgetunderskud, som USA er ramt af. Obama vil nedsætte en budgetkommission, der skal finde nye områder at spare på.
– Vi står over for store og svære udfordringer. Det, alle amerikanere håber og fortjener, er, at alle – Demokrater og Republikanere – arbejder sig gennem deres forskelligheder. At vi kommer ud over den bedøvende vægt, som vore politikker har, sagde Obama blandt meget andet.
Diverse medier.