I en støjplaget tid, hvor medierne arbejder hurtigt, de sociale medier vender op og ned på en virksomheds ry og rygte, og hvor mediebilledet giver enorme muligheder for at positionere sig i folks bevidsthed, er der et enormt behov for kommunikation.
– Der er stærkt brug for et kommunikationsbureau med en solid indsigt i Fyn, en forståelse for de behov, der findes hos både store og små virksomheder, og som samtidig har et højt fagligt niveau. Det bureau hedder KommPress, og jeg ser et spændende forretningsgrundlag for dem, siger Niels Thorborg, bestyrelsesformand i Odense Sport & Event og 3C Media.
Hos KommPress er fagligheden på plads, mener de selv. Medarbejderne har alle baggrund som enten journalister eller kommunikationsrådgivere, og de går således til opgaverne med stærke kompetencer og solid erfaring inden for kommunikation og presserådgivning.
Direktør i KommPress bliver Peter Hørlüch, der kommer fra en stilling som kommunikationsdirektør i Odense Sport & Event, og han ser frem til at kunne tilbyde bureauets kunder et stærkt fynsk alternativ.
– Gennem de seneste år har kommunikationsafdelingen i Odense Sport & Event været med til at løse en række opgaver for lokale, regionale og nationale virksomheder. Vi har i den forbindelse oplevet en meget positiv respons fra vores kunder, og det har samtidig givet en øget efterspørgsel, som har sået idéen om, at vi skulle stifte KommPress, siger han.
– Vores kunder kan få hjælp på et niveau, der giver mening for den enkelte virksomhed. Alle kan få glæde af godt kommunikationsarbejde, der er skræddersyet til dem og deres aktuelle behov, fortsætter Peter Hørlüch.
KommPress bliver et selvstændigt aktieselskab under 3C Media, hvor også reklamebureauet Nørgård Mikkelsen og IT-virksomheden Hedal: Kruse: Brohus hører til. Nørgård Mikkelsens direktør, Erik Laumand, bliver bestyrelsesformand i KommPress.
– Vi har store forventninger til KommPress. Vi tror, at der er behov for et stærkt fynsk alternativ til de nationale kommunikationsbureauer, og med de kompetencer og den erfaring, vi flytter fra Odense Sport & Event til KommPress, har vi et stærkt koncept, som mange virksomheder allerede har benyttet sig af.
– Vi er ikke i tvivl om, at mange flere vil komme til i den kommende tid, for KommPress tilbyder medarbejdere med evner, viden og erfaring, der tilsammen skaber rammerne om kommunikationsløsninger, der giver resultater, siger Erik Laumand.
KommPress vil fortsat varetage kommunikationen for Odense Sport & Event, herunder OB.