OECD-landene skal låne et rekordstort beløb for at finanserne i fremtiden kan hænge sammen, men det bliver svært, advarer OECD.
Det bliver nemlig op ad bakke for landene at låne penge i 2012 grundet den ekstreme usikkerhed i markedet, hvilket skyldes eurozones gældsproblemer samt den skrøbelige verdensøkonomi.
Allerede i slutningen af 2011 har flere europæiske lande set sine låneomkostninger stige markant som følge af de urolige finansmarkeder.
– I nogle tilfælde ser det ud som om, at markedsbegivenheder reflekterer situationer, der er domineret af dyriske instinkter (animal spirits), som presser landenes låneomkostninger i vejret med seriøse konsekvenser for bæredygtigheden af landenes gæld til følge, siger OECD’s chef for offentlig gældsstyring Hans Blommestein til Financial Times.
OECD estimerer, at OECD-landene vil have et lånebehov på 57.770 mia. kr. i 2011, og dette vil formentlig stige til 58.330 mia. kr. i 2012. Det er en stigning på 5.555 mia.kr. siden 2007 og næsten en fordobling af lånebehovet siden 2005.