På klingende jysk fortæller Hurup Møbelfabrik sine reklameseere, hvor mange penge, de kan spare, for fabrikken har fjernet det fordyrende mellemled i salgskæden.
Hurup Møbelfabrik annoncerede sidste år i tv og dagspressen med besparelser i forhold til ”normale møbelhandler-priser”. I reklamerne var der afbilledet en række møbler. Ved hvert møbel var angivet en pris med normal møbelhandler-avance. Det blev oplyst, at køber i forhold til denne pris sparede et bestemt beløb.
Det kritiserer Foreningen af Danske Møbelhandlere, der klagede over annonceringen til Forbrugerombudsmanden, Henrik Øe. Han bad efterfølgende møbelfabrikanten dokumentere, at de pågældende møbler rent faktisk havde været solgt til de oplyste normalpriser.
Det kunne Hurup ikke i tilstrækkelig grad, mener Øe. Sagen er derfor nu overgivet til politiet.
Forbrugerombudsmanden mener, at når en erhvervsdrivende sammenligner sine priser med andre erhvervsdrivendes priser, så skal han kunne dokumentere, at identiske varer rent faktisk sælges til disse priser på den del af markedet, som det er rimeligt at sammenligne sig med.
Det står der i markedsføringslovens § 3, der regulerer vildledende markedsføring. Det betyder, at en erhvervsdrivendes annoncer, pjecer, reklamer og øvrige markedsføringsmateriale skal være korrekt, og oplysningerne skal dokumenteres. Der må ikke være vildledende oplysninger eller mangle information, som har betydning for forbrugerens vurdering af tilbuddet, understreger Forbrugerombudsmanden.
sd