Der er huller i S og SF’s nye økonomipakke “En Fair Løsning”, som blev præsenteret i går, vurderer en række økonomer, som dagbladet Børsen har talt med. S og SF regner med at få 48 milliarder kroner i hus, heraf 20 milliarder i kassen alene på at hæve arbejdstiden med én time i snit og at høste frugter fra et højere uddannelsesniveau. Men netop de to ting er så svære at få i hus, fordi de er så langt udenfor politikernes rækkevidde, at værdien i værste fald kan ende nær nul.
– Det er en meget, meget luftig finansiering, der lægges op til. Om man får 25, 50 eller 90 procent i kassen, er der ingen der ved. Men der skal være medvind på alle cykelstier i Danmark, før man får noget, der bare ligner de tal, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.
Han hæfter sig ved, at S og SF indregner fem milliarder på, at danskerne tager bedre uddannelser, uden at der er noget konkret i planen, der sandsynliggør det. Og at fagbevægelsen kan få meget svært ved at levere den ekstra time om ugen på vegne af hele arbejdsmarkedet. Samtidig er S-SF finansieringen på skattefronten i form af en aktieomsætningsafgift til fire milliarder kroner og højere selskabsskatter ikke noget, der reelt giver penge i kassen.
Børsen 20-26.