I stedet for at træde på bremsen, sænke farten og gøre kørslen mere sikker, fortsatte regeringen i de gode år med at accelerere dansk økonomi. Det skete blandt andet ved at lade de offentlige udgifter stige mere end planlagt, og ved at fryse ejendomsværdiskatten fast med skattestoppet, mens renten var historisk lav. Det fik den økonomiske vogn til at slingre så kraftigt, at køreturen nu er endt i grøften. Metaforen er Nils Bernsteins, og Nationalbankdirektøren rettede denne sønderlemmende kritik af den tidligere finansminister Thor Pedersens og de øvrige økonomiske ministres politik ved Finansrådets årsmøde. ”Man bør stile efter en økonomisk politik, der ikke selvstændigt forstærker udsvingene i konjunkturerne,” sagde han med adresse til politikere ved magten de seneste mange år. På årsmødet kvitterede bankerne for Bernsteins krav om en troværdig og solid økonomisk politik ved at vælge Peter Straarup som ny formand for Finansrådet.
Berlingske Business side 3. Børsen side 14-15 og 20-21 Jyllands-Posten Erhverv side 4-5.