En amerikansk computer-baseret beregningsmodel med det smukke navn ”50 Professional Forecasters Blue Chip” er ikke så skeptisk som mange andre økonomiske vismænd.
Og den mener at vide, at den stærke amerikanske recession stort set har toppet, og at økonomien allerede fra juni i år begynder at gå mod bedre tider, skriver The New York Times.
Prognosen er baseret på 50 vurderinger af investeringsfolk, ansat i investeringsbanker, brancheforeninger og større selskaber.
Det rosenrøde billede forudsætter dog, at den amerikanske kongres vedtager en finansiel hjælpepakke på yderligere 675 milliader dollar over to år, og at de stadigt faldende benzinpriser vil løfte de amerikanske forbrugers optimisme og købelyst.
Den første hjælpepakke ligger i snorlige forlængelse af Barack Obamas hensigter, mens de psykologiske forudsætninger og benzinpriserne næppe ligger i den nye præsident hænder.
Flere økonomer er tilbøjelige til at være enige i forudsigelsen, men der findes også skeptikere.
En af dem er Nouriel Roubini, økonom ved University of New York. I en kommentar til Bloomberg News skrev han i forrige uge, at han forventer, at recessionen vil være dyb og langvarig, og at den mindst vil vare til udgangen af 2009.
Og selv hvis den økonomiske krise teknisk set vil være ovre på det tidspunkt, så vil eftervirkningerne være så kraftige, at økonomien vil have en recessionslignende karakter langt ind i 2010.
cwl