Økonomisk Ugebrev er gået i betalingsstandsning. Det er faldende indtægter for annoncer, der har knækket økonomien i selskabet bag de to blade Økonomisk Ugebrev og Økonomisk Fokus, oplyser direktør Sten Thorup Kristensen.
Derfor har selskabet onsdag anmeldt betalingsstandsning, men de to blade kommer fortsat på gaden. Ifølge Sten Thorup forhandles der med blandt andre Jyllands-Posten om et samarbejde.
– Den nuværende daglige ledelse i selskabet er indstillet på at lade sig tilknytte ansættelsesmæssigt hos en ny udgiver, uanset hvem dette måtte blive, og dermed loyalt at sikre den redaktionelle kontinuitet i de to ugebreve, skriver direktøren.
Det er advokat Troels Wenzel Østergaard, der fører tilsyn med selskabet under betalingsstandsningen.
Økonomisk Ugebrev udkom første gang i 1994 som et dansk medie under Bonnier Gruppen. I 2002 etablerede de tre nøglemedarbejdere – Ejlif Thomasen, Helle Goth og Sten Thorup Kristensen – det uafhængige selskab Økonomisk Ugebrev og overtog ugebrevet.
Lars Ole Kornum indtrådte i 2006 med 25 procent af anpartskapitalen og blev bestyrelsesformand.
Økonomisk Ugebrev har lanceret adskillige nye produkter, rettet mod specifikke segmenter i dansk erhvervsliv. Mest kendt er Økonomisk Fokus, der henvender sig specifikt til ledere med økonomisk ansvar i den offentlige og halvoffentlige sektor.
/ritzau/sit