Folkefest og feinschmeckeri er omdrejningspunkterne, når European Beer Festival finder sted fra den 12. til den 14. september på Carlsberg grunden i Valby.
Men de henved 100 danske bryggerier, som deltager, får ikke kundernes tørst og markedsføringsværdien i at slukke den, for sig selv.
Blandt andet stiller 21 britiske bryggerier op til dåd, men også bryggerier fra Belgien, Tjekkiet, Canada, Japan, Italien og Færøerne vil være at finde.
Det totale udbud af forskellige øl på festivalen overstiger 2.000 varianter.
– Det er meget imponerede så stor opbakning vi har fået fra udlandet. I særdeleshed fra de britiske øer der sender det største antal bryggerier nogensinde til en festival uden for Storbritanniens grænser. Og vi glæder os enormt til at åbne dørene for publikum, siger festivalchef Marttin Stuart Nielsen.
– Vi er selvfølgelig først rigtig glade når ølfestivalen er veloverstået. Men jeg vil alligevel tillade mig selv at klappe hele holdet bag festivalen lidt på skuldrene, for det er i både dansk og europæisk målestok en imponerende deltagerliste vi allerede nu kan fremvise.
sm