Der skal knappes nogle flere øl op rundt omkring i Europa, synes bryggerierne.

Og selv om Heineken, Carlsberg, SAB Miller, Anheuser-Busch InBev og alle de andre globale og europæiske bryggerier i det daglige bekriger hinanden med reklamekampagner for at få forbrugerne til at købe netop deres mærke, så har de ifølge det britiske branchemedie Campaign nu besluttet sig for også at gøre fælles front. Det skal ske i et samarbejde med bryggeriernes europæiske brancheorganisation The Brewers of Europe.

Initiativet kommer som en opfølgning på en lignende kampagne tidligere i år, ”Let There Be Beer”. Den var imidlertid kun britisk og i øvrigt kreeret af London-bureauet Rainey Kelly Campbell Roalfe/Y&R – men nu skal fællesskabet altså angiveligt bredes ud på europæisk plan.

Det står endnu ikke klart, om der bliver tale om national, regional eller pan-europæisk kampagne-eksekvering og heller ikke, om der skal vælges et enkelt eller flere bureauer til opgaven, men det ventes ifølge det britiske nyhedssite, at der skal køre kampagner i første halvdel af 2014.

Ikke kun de store

Hos Carlsberg siger Anders Bering, der er Director for Group Public Affairs, at det er korrekt, at man sammen med en række andre bryggerier overvejer et fælles kampagne-initiativ.

Han understreger dog, at der ikke alene er tale om de store bryggerier.

– Det er branchen som helhed på europæisk niveau, der er i gang med at se på mulighederne for at søsætte en kampagne, der kan styrke kategorien. Så det er altså ikke kun de store bryggerier, der er med. Men det er for tidligt endnu at sige noget om, hvad der kommer til at ske. Lige nu er vi i gang med at kigge på erfaringerne fra og effekten af den britiske branchekampagne ”Let There Be Beer”, men der er ikke truffet nogen endelig beslutning om at gå i gang på europæisk niveau endnu.

Årsagen til, at den europæiske bryggeribranche overhovedet ser på mulighederne for at sætte en eventuel fælles kampagne i gang, er naturligvis det faldende ølsalg.

Ifølge tal fra The Brewers of Europe er ølforbruget i EU samlet set faldet fra 359 mio. hektoliter i 2009 til 355 mio. hektoliter i 2011. I Danmark er forbruget ifølge organisationen i samme periode faldet fra 3,9 mio. hektoliter til 3,6 mio. hektoliter.