Efter at ølsalget siden 1994 har været faldende ser det nu ud til, at danskerne er begyndt at købe flere øl igen. De nyeste tal fra Told & Skat viser, at kurven er knækket. Statskassen fik 7,5% flere penge ind i afgifter fra ølsalg i januar i år end i januar sidste år – i alt 91,6 mio. kr.
– Der er ikke tale om et tilfældigt udsving. Kurven begyndte allerede at flade ud sidste år og nu er den stensikkert knækket, siger Bryggeriforeningens direktør Niels Hald til Jyllands-Posten.
Niels Hald er dok ikke helt sikker på årsagen til det stigende ølsalg, men peger på at en del af årsagen kan være øget markedsføring og oplysningskampagner om øllets fortræffeligheder i forbindelse med god madlavning.