Bryghuset. Alene navnet signalerer håndværk, kvalitet og traditioner, og materialevalget – kobber og træ – er yderligere med til at forstærke indtrykket. Konceptet er udviklet af Dansk Supermarked, Carlsberg, Tuborg og trade marketingbureauet In-Shop, og det er på vej ind i 38 af landets 55 Føtexbutikker.
Bryghuset er et bud på, hvordan man kan indrette supermarkedernes ølafdelinger, så de øger salget og ikke mindst værdien i hele ølkategorien. Og for at teste konceptet fik Føtex i det århusianske Storcenter Nord for nogen tid siden landets første Bryghus, som siden er blevet nøje overvåget.
– Vi har målt omsætning og indtjening på såvel specialforpakninger og specialøl som på hele kasser og kampagnesalg. Og erfaringerne viser øget omsætning og indtjening over hele linjen – men især på specialøl og -forpakninger. Det er vi meget tilfredse med, fordi målet med konceptet netop er at flytte fokus fra kampagnesalget og løfte hele ølkategorien, fastslår key account manager Erik Sørensen, Carlsberg.
Dagligvarehandelen og mærkevareleverandørerne har generelt flyttet fokus fra det enkelte produkt til hele kategorien af varer, som man satser på at udvikle og optimere gennem tætte samarbejder.
Men Bryghuset er det første eksempel på, at leverandører og kæde i fællesskab udvikler anderledes inventar og nyt design til en hel afdeling i butikken.
– Det eneste, man tilnærmelsesvis kan sammenligne med Bryghuset, er supermarkedernes vinafdelinger, hvor man også tit kæler for indretningen. Men her er leverandørerne ikke direkte involveret, siger direktør Jørgen Andersen, In-Shop Marketing, som har stået for hele udviklingen af projektet: Konceptudvikling, opmåling i butikkerne, produktionen af materialerne og endelig montagen i samtlige butikker.
Udviklingen af Bryghus-konceptet har taget tid, og der er brugt mange mandetimer på projektet, som har krævet samarbejde på nye, utraditionelle måder – og på tværs af organisationerne i de tre selskaber. Ligesom konceptudviklingen er baseret på masser af forbrugerundersøgelser og tests.

NATIONALDRIKKEN TRæNGT
Baggrunden for samarbejdet omkring Bryghuset er til dels det vigende ølsalg. Gennem nogle år har det danske ølsalg været på nedtur, og det er især vinen, som har fortrængt vores nationaldrik fra middagsborde, hyggestunder med mere.
– Der er så utroligt mange fordomme omkring øl, som er med til at trække produktet ned i forbrugernes bevidsthed. For eksempel tror mange, at øl feder, ligesom man siger ølvom, ikke rødvinsvom. Og det bliver betragtet som mere fint, mere acceptabelt at drikke vin og spiritus. Alle de ting bliver vi ramt af, forklarer Erik Sørensen.
Derfor er målet med Bryghuset at være med til at profilere øl som et kvalitetsprodukt. Et produkt, man nyder i ro og mag.
– Øl er ikke bare noget, man drikker. Det er produkter med lige så mange facetter, som vin har. Der findes så mange forskellige sorter øl, og så er øl oven i købet brygget på råvarer, vi selv har her i landet – i modsætning til vin. De dimensioner vil vi gerne være med til at kommunikere til forbrugerne, understreger Erik Sørensen. Og han tilføjer:
– Desuden er det vores pligt som markedsleder at bidrage til at øge værdien i vores kategori. Vi skal være innovative og drive udviklingen i markedet.
Jørgen Andersen fortæller, at man i den kreative udmøntning af konceptet har lagt stor vægt på, at Bryghuset skal afspejle nogle af de mange positive oplevelser og situationer, man forbinder med øl.
– Vi forsøger at få lidt med fra mange forskellige universer: Noget, som signalerer Grønne koncerter, andet, som giver fornemmelse af gadeliv i København, lidt “to-mennesker-på-café-stemning“ og så videre, oplyser han.
Erik Sørensen vurderer, at det ikke er “utænkeligt“, at der udvikles andre koncepter til ølkategorien i andre af detailhandelens kæder.

Slide 13