Markedsføringsbudgettet for den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige – Øresundsbron – er sendt i offentligt udbud. Det oplyser selskabet Øresunds Konsortiet i en pressemeddelelse.

Ikke fordi konsortiet er utilfreds med sine samarbejdspartnere – på reklamefronten Advance og på mediafronten IUM – men fordi loven kræver, at budgettet sendes i udbud mindst hvert fjerde år. Og det er så nu.

Hos Øresunds Konsortiet siger Nina Thestrup Wulff, der er Head of Brand for Øresundsbron:

– Vi har været rigtig godt tilfredse med den kommunikation, Advance har leveret gennem de seneste fire år. Det har fungeret, og det har været effektivt. Men nu siger loven jo, at vi skal sende vores budget i udbud mindst hvert fjerde år, så det gør vi naturligvis. Og det skader jo heller aldrig at kigge på nogle nye ideer og forslag.

Der er deadline for anmodning om prækvalifikation  den 4. august 2014, og man kan læse mere om udbuddet her.