Danmarks Radio er pt. den eneste tv-station, som for alvor kan samle nationen med sine program-satsninger. Godt nok er Ørnen langt fra Krønike-niveauet, men seertallene på omkring 1,5 mio. pr. afsnit overgås kun af fodboldkampen mellem Danmark og Tyrkiet og er desuden stabilt. I forhold til første afsnit er der sket et frafald på ca. 100.000 men herefter er niveauet tilsyneladende fundet.
– Det er et solidt og godt resultat, som de andre tv-stationer ville give meget for at opnå, siger Mikael Ostenfeldt fra Carat, der står bag Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring.
Til gengæld ser det mere tyndt ud på de andre stationer. Robinson har udspillet sin rolle som stjerne, TvDanmark har ikke fundet en afløser for Big Brother, mens et velprøvet program som Hvem vil være millionær er den største stjerne på TV2 med seertal på o mkring 1,2 mio. Situationen på markedet er, at TV2 i oktober vinder frem, mens TV3 falder en anelse og TvDanmark en del.
– Nu måles TvDanmark i oktober op mod en måned sidste år, hvor der var Big Brother. Resultatet er således ikke et udtryk for, at TvDanmark er på vej ned – blot at man i denne måned måles op mod ekstraordinært høje tal sidste år. Men det er også udtryk for, at stationen ikke har fundet en ny stjerne trods store investeringer i program-formater. Det samme kan man sige om TV3, hvor Robinson i år udviser et helt atypisk forløb. Programmet startede på sit hidtil laveste niveau, men siden har seertallet stabiliseret sig omkring 400.000. Tidligere år er seertallet altid steget hen mod slutningen, og det sker åbenbart ikke i år. Jeg er overbevist om, at programmet nok skal komme igen, men man må konstatere, at det har udspillet sin rolle som motor for TV3.
– Over for det står så TV2, hvis egenproduktioner viser et solidt niveau og alle med en stigende tendens. Derfor vinder TV2 frem i oktober. TV 3 og TvDanmark har begge investeret tungt i programmer i dette efterår, og forventningen i markedet var, at konkurrencen ville blive intensiv. Men investeringerne har ikke rykket ret meget i markedet, og det understreger behovet hos de små kommercielle stationer for at finde de nye koncepter, der kan tilføre dem noget ekstra. Det nye Robinson eller det nye Big Brother om du vil, siger Mikael Ostenfeldt.
Ørnens resultat cementerer DRs position om søndagen og viser, at dansk dramatik har et stort publikum, når det laves rigtigt.
– TV2s Forsvar ligger langt fra niveauet på Ørnen, men DR har formentlig et større budget at arbejde med på den slags produktioner. Spørgsmålet er, om de andre stationer skal overveje helt at holde sig fra dyr dansk dramatik fordi man kan få mere ud af pengene i andre program-typer, siger Mikael Ostenfeld.