Kvindesitet oestrogen.dk, der bl.a. har Ekstra Bladet i ejerkredsen, fejrer 1-års fødselsdag på fredag d. 11. januar. Og det gør man ved at give sig selv en fødselsdagsgave. oestrogen.dk har overtaget den tidligerer konkurrent, shevita.dk.
Hensigten er at drive de to sites videre med hver sin profil.
– oestrogen og shevita har berøringsflader, men adskiller sig væsentligt i udtryksform. oestrogen er brandet af én person, chefredaktør Pernille Aalund og journalisternes tone er uformel og personlig, hvorimod shevita har en mere intellektuel appel med vægt på den nøgterne behandling af stoffet. De to sites supplerer hinanden på markedet, siger oestrogens redaktionschef Karina Landberg Johansson.
Overtagelsen er udtryk for, at man tror på internet-markedet, fortæller internetchef Peter Strøhemann.
– Vi er inde i en positiv udvikling med hensyn til annoncekampagner og sponsorer. For nylig har vi indgået samarbejder med HK, SCA og Ferrosan. Drevet godt, gammeldags har vi fået bygget en sund forretning op. En virksomhed, der ikke rider med på tidligere tiders dot.com bølger. Udgangspunktet er benhård budgetstyring og en utrolig ildhu fra medarbejderne, der er meget engagerede i sitet, siger Peter Strøhemann. fin