Kraftige løn-stigninger og nyansættelser i den offentlige sektor i 2009 og 2010 sender en samlet skatteregning på 40 mia. kr. videre til de kriseramte virksomheder og husholdninger. Det skriver Børsen.
Dansk Erhverv er chokeret og forlanger direkte lønreduktioner i forbindelse med de offentlige overenskomst- forhandlinger. Små lønstigninger i den private sektor og offentlige sparekure preller helt af på den offentlige sektor. Blot få dage før, at regeringen forventes at indgå en aftale om næste års finanslov, viser nye tal fra Danmarks Statistik, at en regulær løn- og jobfest i 2009 og 2010 koster skatteyderne knap 40 mia. kr. Regeringens genopretningsplan fra foråret indebærer til sammenligning offentlige besparelser på 23 mia. kr.
Stigningen i de offentlige lønudgifter på 12,9 pct. er et resultat af generøse lønstigninger og en stigning i antallet af offentligt ansatte på godt 14.000 over de seneste par år.
Erhvervslivet stiller sig helt uforstående over for, at der midt i krisen, hvor staten kæmper med et underskud på de offentlige budgetter på omkring 80 mia. kr. i 2010, intet er gjort for at tøjle de offentlige lønudgifter.