Kommunerne og regionerne er på vej til at sende en stor del af regningen for de kommende års barske sparerunder videre til deres private leverandører. Mens resten af erhvervslivet skruer op for troen på opsvinget, er stemningen anderledes nedslående blandt topcheferne inden for IT, rådgivning og konsulenthusene, viser en ny Greens-undersøgelse blandt knap 800 danske virksomheder, skriver dagbladet Børsen. Dansk Erhverv advarer kommunerne mod at lade de private leverandører bære besparelserne for at friholde den borgernære service inden for f.eks. børne- og ældrepleje.
– Det er afgørende, at vi fastholder fokus på at gøre den offentlige sektor mere effektiv, og derfor skal der fortsat være fokus på at udbyde offentlige opgaver til den private sektor. Kommunerne må ikke bruge regeringens spareplaner som undskyldning for at nedprioritere brugen af private aktører, siger Christian Tanggaard Ingemann, direktør i Dansk Erhverv.
Borsen.dk