Det offentlige bør oppe sig og få implementeret social ansvarlighed fra top til bund. Ikke mindst når offentlige instanser forventer det af deres private leverandører. Sådan lyder meldingen fra formand for Rådet for Samfundsansvar og tidligere topchef i Novo Nordisk, Mads Øvlisen.
Social ansvarlighed, der også går under navne som samfundsansvar og CSR, bliver for tiden en stadig højere prioritet hos virksomheder, også de offentlige. Senest har Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) meldt ud, at der nu skal stilles skærpede krav om social ansvarlighed til de virksomheder, der ønsker at levere til det offentlige, men det er ikke nok, mener Mads Øvlisen.
– Det er fint, at SKI går i gang med det, men der er bare krav om og behov for en meget større indsats. Også i forhold til, at man gør det strategisk og indarbejder det som en del af kerneforretningen, og det har man ikke gjort, siger han.