Det kan lyde en anelse ulogisk, at det i en stadig mere digital verden giver mening at bruge gammeldags papirpost til at dirigere kunderne mod sin onlinebutik, men ikke desto mindre er det i mange tilfælde en god fremgangsmåde.
Stigningen i mængden af e-mails og det tilsvarende fald i mængden af traditionel post gør det nemlig endnu mere attraktivt at henvende sig til forbrugeren på gammeldags manér. Det siger chefen for Swiss Post Internationals danske forretning.
– På trods af at samfundet bliver stadig mere digitalt, så har traditionel post stadig en stor rolle at spille. Jo flere mails man får, jo mindre tid bruger man på hver enkelt af dem. For breve er udviklingen omvendt. Man får færre og færre, som så til gengæld har lettere ved at fange ens opmærksomhed, siger Henrik Bohn, adm. direktør for Swiss Post Scandinavia i Danmark.
– Derfor er der masser at hente ved et større samspil mellem online- og offline-kanaler. Desuden er online-markedsføring underlagt skrappe restriktioner, og noget kommer aldrig frem til indboksen, fordi det bliver fanget i spam-filtret. Det sker ikke med traditionel post.
Og offline markedsføring af online-forretninger er meget udbredt. Computergiganten Dell benyttede sig i stor udstrækning af traditionel direct mail i de første mange år for at skabe opmærksomhed omkring virksomhedens computere – som kun var til salg online. Det samme gælder både betting-firmaer og tøjkæder, der udelukkende har forretninger online, men alligevel sender breve eller kataloger ud til kunder med god gammeldags papirpost.

Den nye ”Sommer i Tyrol”
Et andet eksempel kommer fra Østrig, hvor en turistorganisation i foråret 2011 stod over for en udfordring i forhold til at få turister til at komme om sommeren. Løsningen blev en kreativ kombination af nye og gamle medier – i form af et postkort.
Swiss Post International brugte de data, turisterne selv havde tastet ind, da de købte deres seneste ferie til Østrig, til at lave segmenteret markedsføring. 95.000 tidligere gæster fra en række europæiske lande modtog derefter et individuelt tilpasset postkort med billede af den region, som vedkommende havde besøgt.
Teksten bestod af en lille hilsen og en henvisning til en hjemmeside, hvor man kunne læse meget mere om, hvad netop den region havde at byde på i sommerhalvåret. Dette samspil mellem nye og gamle medier bidrog kraftigt til interessen online, som efter udsendelsen var mere end firdoblet.
– Eksemplet fra Tyrol viser tydeligt, hvordan ny og gammel teknologi kan gå hånd i hånd. Et postkort vil altid fremstå mere personligt end en e-mail, så det er en meget effektiv måde at komme i kontakt med kunderne på – også sammenlignet med eksempelvis en e-mail, fortsætter Henrik Bohn.
Han understreger samtidig, at det giver bedst mening at tænke i samlede løsninger.
– Man bør have hele værktøjskassen på bordet, når man tilrettelægger sin markedsføring. I nogle tilfælde kan man med fordel bruge post – også selvom hele forretningen er bygget op omkring en online-tilstedeværelse. Man er somme tider nødt til at gå offline for at få succes online, slutter Henrik Bohn.