I samarbejde med GivBlod gennemførte TV 2 Zulu i februar måned en for så vidt vides ikke før set markedsføringsstrategi.
Og det udløser nu prisen som Årets Bloddonor.
– Vi havde et ønske om at dele Zulu Awards-billetter ud til alle vores loyale Zulu-seere på en ny og anderledes måde – og det må man sige lykkedes. Resultatet blev sjovt og kreativt og skabte rigtig gode resultater for begge parter, udtaler Louise Agger Nexø, marketingschef for TV 2 Networks.
Arrangementet hed ”Giv blod til Zulu og ta’ billetten” og fandt sted på Københavns Rådhus, hvor der mødte mere end 500 unge mennesker op for at sikre sig to gratis billetter til Zulu Awards-showet.
Prisen var at man meldte sig under fanerne som bloddonor.
– Det er meget glædeligt, når store tv-stationer giver os en hjælpende hånd, for med nye unge bloddonorer kan vi være sikre på også i fremtiden at have verdens bedste og sikreste blodforsyning herhjemme, siger formanden for Bloddonorerne i Danmark, Valdemar Riis Søndergaard.
GivBlod registrerede henved 450 nye bloddonorer ved arrangementet.
Årets Bloddoner-prisen uddeles lørdag 14. juni kl. 12 i anledningen af Den Internationale Bloddonordag.
sm