Sidste gang det amerikanske reklamebureau Crispin Porter + Bogusky eksperimenterede med en Facebook-applikation for en af sine kunder, fastfood-giganten Burger King, kastede det en global omtale af dimensioner af sig.
Applikationen med titlen ”Whopper Sacrifice” gik ud på, at man kunne få en gratis burger, hvis man til gengæld sagde farvel til 10 af sine Facebook-venner.
PR-værdien var dengang enorm, men til gengæld blev kampagnen pillet af plakaten efter blot en uge og 233,906 afskedigede cyberspace-venner.
Nu lancerer bureauet endnu en Facebook-applikation – denne gang for Volksvagen – med titlen ”Meet the Volkswagens”.
Ideen er, at brugeren skal klikke på feltet ”Analyze Me”, hvorefter applikationen henter Facebook-brugerens billede op på skærmen, tiltaler en venligt ved fornavn, og foreslår to VW-modeller, som i forhold til brugerens profil og data på Facebook passer til lige netop ham eller hende.
Denne artikels skribent, kvinde, 49 år, gift, to børn, villa, vovhund og – Citroën – skulle angiveligt passe ualmindelig godt sammen med en Touareg 2 eller en Tiguan….
Men
prøv selv – hvis du er på Facebook.