Onsdag annoncerede videotjenesten Netflix, at det er på vej til at åbne for sin netbaserede film- og videotjeneste i Danmark.
Nu melder Home Box Office (HBO), som er en amerikansk betalings-tv-kanal, der sender biograffilm og står bag originale serier – såsom verdens dyreste af slagsen: ”Game of Thrones” – sig også klar til at åbne op for danskerne.
Ifølge det amerikanske netmedie The Hollywood Reporter vil HBO således lancere et nordisk tv-tilbud i løbet af efteråret.
Dermed ser den allerede skarpe konkurrence mellem diverse film- og tv-udbydere herhjemme ud til at blive skærpet yderligere.
HBO bekræfter over for netmediet, at selskabet har skrevet under på en aftale med Peter Ekelund og selskabet Parsifal International, der skal distribuere HBO Nordic i Norge, Sverige, Danmark og Finland.
– Det nordiske marked for betalings-tv rummer et enormt vækstpotentiale for nye tjenester, der tager hensyn til, at forbrugernes ændringer af tv-vaner eksempelvis omfatter flere skærme, lyder det bl.a. fra Peter Ekelund.
Og danskerne er klar
Udmeldingen falder sammen med, at analysevirksomheden YouGov kan meddele, at danskerne er klar til video-on-demand-tjenester, og at digital udlejning og salg af film og tv-serier vil stige eksplosivt de kommende år.
44 procent af danskerne vil ifølge undersøgelsen i 2014 leje og købe film og tv-serier digitalt mod 18 procent i dag.
– Selvom vi forventer en stor vækst i brugen af det digitale marked, så er danskernes overblik over og kendskab til markedet slet ikke steget fra 2011 til 2012. Det kan måske forklare, hvorfor det fysiske marked for film og tv-serier stadig er klart størst. Det digitale marked står over for en stor kommunikationsudfordring, hvis de vil udnytte deres fulde potentiale, siger Andreas Ishøy, Research Consultant hos YouGov.
Markedet er dog i hastig vækst. Hvor 25 procent af danskerne i 2011 mindst en gang hvert halvår brugte lovlige streaming eller downloadtjenester, er det i dag 29 procent. Det skyldes, at danskerne generelt er meget tilfredse med den digitale oplevelse, når de først har prøvet det.
– Undersøgelsen viser, at online streaming (den lovlige af slagsen, red.) er den kanal, der har den største andel af tilfredse brugere, og samtidig er det også den kanal, der har det største potentiale i forhold til at tiltrække brugere fra de andre platforme. Derfor er der ingen tvivl om, at online streaming vil sætte det fysiske marked under kraftigt pres de næste år, siger Andreas Ishøy.
Viaplay høster allerede
YouSee og Sputnik (eller rettere TV 2 Play) har været længst tid på markedet, og det er da også de udbydere af video- on-demand-tjenester, som danskerne kender bedst. Henholdsvis 88 procent og 74 procent kender til YouSee og Sputnik.
Endnu en spiller markerer sig dog i stigende grad på markedet i form af Viaplay, der næsten er fordoblet fra en kendskabsgrad på 36 procent i 2011 til 62 procent i 2012.
– Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at flere og flere får øjnene op for Viaplay. Der er ingen tvivl om, at danskerne i høj grad efterspørger de ydelser, som video-on-demand tjenester kan tilbyde. Branchen skal derfor fortsat arbejde med at gøre det endnu lettere at få adgang til tjenesterne og gøre dem endnu mere brugervenlige. Sammen med et øget udvalg af tv-serier, sport og film er det de afgørende faktorer for at kunne tiltrække nye brugere, siger Bo Bergstedt, Country Manager hos Viaplay Danmark.
Alt i alt ser det ud til, at bl.a. TDC-ejede YouSee, der er landets største tv-distributør, får endnu mere at se til. Selskabet har tidligere meldt ud, at truslen fra TV 2 og Viasat ikke gav koncernen mange grå hår i hovedet.
Derimod frygtede YouSee’s adm. direktør, Niels Breining, hvad der ville ske, når de store internationale spillere fik øje på det danske marked. Og det ser ud til at være sket nu.