De sniger sig ind alle vegne, gør de. Reklamerne. Paraderne falder på det ene hellige sted efter det andet i mammons hellige navn, og se nu bare, hvad de har fundet på i den amerikanske stat Illinois – reklamer på borgernes nummerplader.
Herhjemme har man ganske vist siden 1992 kunnet købe ”ønskenummerplader” og altså dermed også reklamere for alverdens firmaer og produkter, men ifølge avisen Chicago Tribune går Illinois-forslaget på, at konvertere amerikanernes nummerplader til en slags mini-billboards.
– Det kunne da give os en fin mulighed for at øge indtægterne uden at hæve skatterne. Somme tider må man tænke ud af boksen, siger senator John Mulroe til avisen.
Ideen er, at bilisterne skal betale for eksempel 15 dollar mindre for pladerne end vanligt – mod til gengæld at acceptere, at der monteres reklamer på dem. Annoncøren betaler så på sin side de manglende 15 dollar plus en afgift til staten for retten til at reklamere.
Senator Mulroe kalder ideen en ”win-win-situation” for både staten, som får penge i kassen og for bilisterne, som får deres nummerplader billigere.
En lignende ide kom i øvrigt på bordet i sommer, da den økonomisk hårdt plagede stat Californien ville sætte digitale nummerplader (med reklamer) på borgernes biler.
Tanken var her, at det digitale display skulle vise den ”normale” nummerplade under kørsel – men skifte til reklamer, når bilen holdt stille i over fire sekunder…
Ingen af de foreslåede ordninger er endeligt vedtaget endnu, men i Californien er man i gang med at teste de digitale reklame-nummerplader.