Det er ikke småting, man kan opleve, når man bevæger sig rundt i den sydfranske badeby Cannes, hvor den årlige kreative festival Cannes Lions – populært kaldet VM i reklame – foregår i denne uge.

Her mødes reklamebureauer, mediebureauer, digitale bureauer og alle mulige andre bureauer plus striber af store annoncører som Coca-Cola, Procter & Gamble, Microsoft osv – og ud over uddelingen af de eftertragtede løver afholdes bunker af seminarer, workshops og konferencer – det ene mere kreativt end det andet.

Et af de mere finurlige indslag kom fra det australsk-britiske bureau Eardrum, der som navnet antyder har specialiseret sig i lyd – herunder radioreklamer.

Bureauet stod i går for en workshop, hvor interesserede kunne lege med radiomediet, og deltage i en konkurrence om at vinde Mr. Fawlty Towers-Monty Python himself – John Cleese, som også er med på festivalen.

Et kreativt team fra Ungarn vandt blandt 200 teams den meget eksklusive præmie – som indebærer, at de kan få John Cleese til at indtale en personlig besked, de kan bruge på deres voicemail…

– Fawlty Towers var en meget populær serie i Ungarn, så min far bliver meget misundelig, udbrød en af de ungarske vindere, Adrienn Baranyai.

Ralph van Dijk fra Eardrum, som kan kontaktes, hvis man gerne vil have John Cleese-lyd på sine produktioner, sagde:

– På grund af, at han er nødt til at betale store hustrubidrag (John Cleese er skilt flere gange, red.), har John Cleese valgt at tilbyde sig til ”voice work”. Men normalt går hans grænse ved telefonsvarere…