De fleste medier, og ikke mindst dette beskedne organ, har hen over året skrevet artikel på artikel om vanskelighederne ved at drive TV 2-koncernen. Derfor er det en glæde i denne søde juletid at drysse milde snefnug ned over Merete Eldrup & Co., og det gør vi ved at offentliggøre gode seertal:
– Alle TV 2’s kanaler gør det glimrende, hvis vi ser på 1. til 6. december i år i forhold til samme periode sidste år, siger Mikael Ostenfeld, Carats tv-direktør. ”Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at hovedkanalen har en ikke ligegyldig fremgang, hvilket skyldes bl.a. julekalenderen. Også TV 2 News gør det virkelig fornemt, og det tilskriver jeg det dårlige vejr, der booster seningen og ikke mindst på en 24 timers nyhedskanal, hvor man følger bl.a. vejret konstant.”
• TV 2’s hovedkanal, der er gået konstant tilbage hen over 2010, er vokset fra 40,1 til 41,5 pct. i kommerciel seerandel i den første december-uge (personer 21-50, red.).
• Hele TV 2-koncernen er vokset fra 52,8 til 55,6 pct. fra 1.-6. december i forhold til samme periode sidste år.
– TV 2 er generelt kommercielt stærkere i december, januar og februar (og hen over sommeren, red.) på grund af, at de andre kommercielle kanaler drosler ned. Og hen over sommeren står TV 2 stærkt på grund af sports-rettighederne. Men det skal ikke forhindre optimismen hos TV 2. De vinder andele, og deres kunder får valuta for kampagne-investeringerne, især i en periode hvor TV 2 melder udsolgt, fortsætter Ostenfeld.
Og det skulle blive til endnu en sejr for TV 2 i aftes, da et par sportsrettigheder blev testet i det offentlige rum. FCK-Panathinaikos blev set af 538.000 i 1. halvleg og 621.000 i 2. halvleg på TV3+. Det er markant mindre, end da FCK spillede mod Barcelona, hvor 649.000 og 932.000 kiggede med på Viasat-kanalen.
Hvorfor mon?
Damelandholdets indledte EM-turneringen med at vinde 25-20 over Serbien, og den match trak 933.000 og 1.010.000 seere på TV 2 fordelt på begge halvlege. ”Det er den slags medvind, TV 2 ønsker sig, og samtidig fortæller det også historien om, at den rigtige sport fortsat er det trækplaster, tv-stationerne kan støtte sig til. Og når FCK trækker den helt rigtige modstander i Champions League, fx Real Madrid, vender seerne tilbage til 3+,” slutter Mikael Ostenfeld.